Bliver plejefamilier valgt af de rigtige årsager?

Bliver valget af plejefamilier som anbringelsesform taget ud fra de rigtige årsager?

af Katrine Sjørslev Nielsen

Det politiske ønske i forhold til anbringelse af børn har siden Barnets Reform i 2011 været, at den anbringende kommune ”altid skal overveje, hvordan barnet kan tilbydes et trygt omsorgsmiljø med nære og stabile relationer til voksne, og i den sammenhæng om en anbringelse i en plejefamilie vil være mest hensigtsmæssigt for barnet.”

I dette debatoplæg vil jeg fremstille de nuancer, som ofte bliver overset i debatten og herudfra præsentere min faglige holdning til, hvordan der kan handles på en måde, således at valget af både den konkrete anbringelsesform og også det enkelte anbringelsessted bliver så faglig kompetent som muligt.

Det centrale tema i Barnets Reform er, at flere børn skal anbringes i plejefamilier og netværkspleje og deraf følger, at færre børn skal anbringes på døgninstitutioner. Det vigtige spørgsmål i denne sammenhæng er så, om Barnets Reform har formået at bidrage til, at flere børn er blevet velanbragt?

Jeg kan ikke præsentere en direkte sammenhæng, men det er en kendsgerning, at siden Barnets Reforms indførelse, er der lukket 33 ud af 150 døgninstitutioner i Danmark. Hvis man, i henhold til dette, ser på udviklingen af anbringelser af børn og unge i perioden fra 2011 til 2015 er det samlede antal af anbragte faldet fra 12.724 i 2011 til 11049 i 2015 svarende til et fald på 13%. Dette udgør en faktor, der naturligvis må betragtes som en mulig medvirkning til, at der er et fald i anbringelser på døgninstitutioner.

Men hvis man videre i denne udvikling ser på andelen af anbragte børn i plejefamilier, udgjorde denne i 2011 55%, imens den i 2015 lå på 62%.  Der er således i denne årrække samtidig sket en markant stigning af andelen af børn, som bliver anbragt i plejefamilier, og dermed et fald i andelen af børn, der bliver anbragt på døgninstitutioner. Jeg mener, at det er en god udvikling, at flere børn bliver anbragt i plejefamilier. Mit spørgsmål til denne udvikling er blot, om de børn, som af forskellige årsager ikke er tjent med at være i en plejefamilie, men derimod har behov for at være på en døgninstitution alligevel bliver anbragt i en familiepleje?

Der er flere nye analyser, der viser, at ud af de børn, der bliver anbragt på døgninstitutioner, har et stort antal psykiatriske diagnoser og udviklingsforstyrrelser.  Argumentet herfor er, at de har behov for at være et sted, hvor der er voksne, som har specifikke kompetencer til at yde en specialiseret støtte. Det lyder fagligt velbegrundet. Men jeg vil dog tillade mig at forholde mig skeptisk til, om ikke også andre grupper af børn og unge med særlige behov ville være tjent med at blive anbragt på steder med voksne med nævnte kompetencer, og hvor en plejefamilie således ikke nødvendigvis er den bedste løsning.

Hvis jeg kigger på de forskellige grupper af børn, som jeg i løbet af årene har mødt i mit arbejdsliv, så har jeg blandt andet mødt børn af alvorligt psykisk syge forældre og børn, der har været udsat for voldsomme fysisk og psykiske overgreb. Mange af disse børn har erfaringsmæssigt store følelsesmæssige og udviklingsmæssige vanskeligheder, og det kan være overvældende både for det enkelte barn at indgå i familiemæssige rammer samt for en plejefamilie at magte barnet. Der kan her være tale om børn, som har været nødsaget til at tilegne sig voksenegenskaber, fordi forældrene ikke har været i stand til at yde basal omsorg for barnet. Barnet har måske eksempelvis har haft en hverdag, hvor det har haft ansvaret for at støvsuge, følge lillesøster i børnehave eller lægge mor i seng. For barnet kan det betyde, at voksenrollen begrænser barnets mulighed for at lægge ansvar fra sig og modtage omsorg i dagligdagen. Omsorgssvigt og overgreb kan ligeledes have ført til svære følelsesmæssige vanskeligheder hos barnet. Anbringelse af et barn med disse nævnte vanskeligheder hos en plejefamilie, kan blive problematisk, fordi barnet kan have svært ved at indgå i det fællesskab, som en plejefamilie udgør. Barnet kan mange gange ikke magte at modtage den omsorg, som en plejefamilie vil forsøge at give det, og hvor det skal indgå i tætte følelsesmæssige relationer. 

Det er således min faglige overbevisning, at det vil være svært for mange af børnene i denne gruppe at blive anbragt i en plejefamilie. Jeg mener, at de derimod kan have behov for at komme på et anbringelsessted, hvor der er fagligt kompetente voksne, som på den rette måde kan lære dem at modtage omsorg og være i tætte relationer til voksne mennesker. Først derefter kan de muligvis blive i stand til at leve deres liv i en plejefamilie.  

Jeg stiller mig derfor spørgende overfor, om rækkefølgen i anbringelsesprocessen jf. Barnets reform er den mest hensigtsmæssige? Her er fokus i høj grad på, at prioritere anbringelse i plejefamilie forud for andre anbringelsesformer, hvor jeg mener, at man i første omgang i stedet bør have et fokus på barnets behov og stille alle anbringelsesformer lige heroverfor. Herudfra udspringer mit centrale spørgsmål i denne debat; Bliver plejefamilier valgt af de rigtige årsager?

Debatten omkring plejefamilie eller døgninstitution som anbringelsessted er ofte præget af generaliseringer og mangel på nuancerede perspektiver, hvorfor der ofte bliver præsenteret en enten/eller-løsning, hvori plejefamilien ofte bliver præsenteret som den bedste løsning for alle børn. Det er denne holdning, jeg udfordrer, og jeg undrer mig over, hvorfor begge anbringelsesformer ikke kan komme i spil og blive overvejet hver gang.

Det er desuden vigtigt at gøre sig bevidst om det faktum, at anbringelser på døgninstitutioner generelt er dyrere end anbringelser i plejefamilier. Derfor vil jeg mene, at man må sikre sig, at dette ikke får indflydelse på det valg, der skal tages, forstået på den måde, at det bør undgås, at kortsigtede økonomiske hensyn får den afgørende betydning for, hvilken anbringelsesform, der vælges. 

Jeg mener, at det i denne beslutningsproces desuden er væsentligt at være nuanceret omkring, at der selvfølgelig både findes døgninstitutioner, der ikke har den tilstrækkelige eller relevante ekspertviden og behandlingsmuligheder. Imens der ligeledes kan findes plejefamilier, der er uddannede, har de nødvendige kompetencer og er rustet til at udføre den svære opgave det er at være plejefamilie for et barn med svære følelsesmæssige vanskeligheder. Jeg anser dette centrale perspektiv som medvirkede til at vise vigtigheden af, at det ikke blot er anbringelsesformen, men også valget af det enkelte anbringelsessted, der er betydningsfuldt for det enkelte barns videre udvikling og trivsel. 

Men hvordan sikres det, at det rigtige valg af anbringelsessted sker?

Min faglige anbefaling til de relevante fagpersoner på anbringelsesområdet er at prioritere at få afklaret og beskrevet det enkelte barns adfærd, behov og levede liv så detaljeret som muligt, inden det bliver afgjort, hvilken – ikke blot anbringelsesform, men konkrete anbringelsessted, der er hensigtsmæssigt for det enkelte barn. Dette bliver i langt de fleste kommuner allerede i dag gjort, men for at sikre, at dette bliver gjort så fagligt kompetent som muligt kunne man overveje, om eksempelvis ekstern faglig bistand kunne bidrage til en højnet faglighed, idet nye kræfter således kunne udarbejde disse beskrivelser og herudfra lave en uvildig vurdering af, hvilken anbringelsesform og -sted, der vil være mest hensigtsmæssigt for det enkelte barn. Desuden kunne det overvejes, om man i kommunerne kunne adskille udførelsen af den faglige stillingtagen og bevillingen, så der i et større omfang arbejdes henimod, at disse to arbejdsopgaver og heri interesser ikke påvirker hinanden i den centrale beslutningsproces. Det er min overbevisning, at begge forslag vil højne fagligheden samt sætte det enkelte barn i fokus, og det vil jeg til enhver tid mene, er det væsentligste at sikre sig i denne beslutningsproces. Hvad mener du? Er der overhovedet behov for forandringer på dette felt? Hvis du tænker, at der er det, er du så enig i min overbevisning om, at de to præsenterede tiltag kan medvirke til at højne fagligheden, eller skal der andre radikale ændringer til?

 

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.