Faglighed vs. følelser?

af Katrine Sjørslev Nielsen

Jeg oplever, at socialt arbejde til tider er komplekst og vanskeligt. Det gør sig særligt gældende, fordi man inddrager sig selv i samspillet med andre mennesker. Når der opstår situationer, som er svære eller konfliktfyldte, anvender vi særligt vores personlige kompetencer som redskaber til at løse eller forbedre det aktuelle problem eller samspil.

I mit arbejde oplever jeg, at jeg dermed bliver påvirket på en sådan måde, at det kan være svært at skelne imellem, om det er min faglighed eller mine følelser, der er på spil, og i hvor høj grad det bliver betydningsfuldt eller afgørende for, hvordan jeg handler. Som jeg ser det, er den centrale problematik her, hvad konsekvenserne kan blive, hvis vi ikke er bevidste om, når følelserne bliver styrende for vores handlinger. Min ambition i dette oplæg er at præsentere refleksioner omkring, hvordan vi kan forhindre dette i at ske.

Det er uundgåeligt, at de personlige følelser og erfaringer er til stede i arbejdet. Hvis disse ikke var til stede, ville man ikke være i stand til at skabe den tillid, indsigt og oplevelse af forståelse, der skal til i mødet med et andet menneske for at en hjælp kan modtages eller en udvikling kan opnås. Det er her væsentligt, at følelser, i høj grad er erkendte og bearbejdede, for at de kan relatere sig til andres behov. Dette er et professionelt aspekt ved at anvende følelser i arbejdet.

Videre giver socialarbejderens faglige og teoretiske viden et væsentligt bidrag til valget af de handlinger, der bliver taget. Jeg mener således, at det personlige og det professionelle er to grundsten, som skal supplere hinanden i en balance i arbejdet. 

Socialarbejderen indeholder dog endnu et lag, som til tider kan komme i spil – nemlig det private, som udgør de mere impulsive og ubearbejdede følelser, der oftest omhandler egne behov (Jappe, 2010, 181). Det private lag kan hos de fleste komme frem i arbejdet i pressede situationer, hvor det oftest sker ubevidst. Det kan betyde, at de handlinger, der bliver valgt, er styret af egne behov og hermed bliver tilfældige set i relation til opgaven og måske ikke til det andet menneskes bedste (Jappe, 2010, 180). Disse følelser kan eksempelvis være vrede, skuffelse, irritation eller usikkerhed. Vi skal således ikke blot være i stand til at balancere imellem det faglige og det følelsesmæssige, men ligeledes mestre at balancere imellem at være professionel og personlig, uden at blive privat. Det tilføjer altså endnu et aspekt, som kræver, at vi er meget bevidste om, hvad der er på spil for os selv, når vi er i relation til andre mennesker. Mit spørgsmål er, hvordan man kan sikre sig, at den private del ikke bliver styrende for ens handlinger?

Som udgangspunkt er det urealistisk at forestille sig, at vi kan undgå, at følelser fra den private del af os ikke opstår impulsivt i vores arbejde – også dem, som ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med vores værdier, og som dermed kan forhindre os i at udføre arbejdet på den måde, vi gerne vil, og som vores værdier tilsiger. Men det er måske særligt disse følelser, som er svære at erkende, at man har. Jeg tror ikke, at der findes en opskrift på, hvordan man bliver bevidst om disse følelser, men jeg er overbevist om, at hvis vi hver dag gør det til en øvelse at være mere opmærksomme og stoppe op og reflektere over de følelser, vi mærker, så vil vi blive bedre og bedre til at erkende og genkende følelser og forholde os til dem.
Men kan man reflektere og erkende i enerum? Nej, jeg tænker, at man har brug for input og udfordring fra andre. Man kan ikke forvente, at socialarbejdere i en travl hverdag alene kan mestre at erkende og balancere de personlige følelser og det professionelle og undgå at inddrage den private del.

Det er her, jeg mener, at supervision skal spille en central rolle. Jeg har i mit arbejdsliv i CAFA erfaret, at særligt supervisionen i reflekterende teams har medvirket til, at jeg er blevet bevidst om, når personlige følelser fylder for meget, eller den private del er på spil. Her er der behov for et team af kolleger, som både tør udfordre og pege på mulige uerkendte følelser og samtidig er anerkendende, så man tør erkende, hvad der er på spil. Det er afgørende for at blive i stand til erkendelse, at man ikke føler, at man er alene om problemet. 

Min erfaring er, at man efter god supervision bedre er i stand til at bearbejde de følelser, der er på spil, således at man efterfølgende er bedre forberedt på, når/hvis de igen opstår i nye situationer og nemmere kan genkende dem. Man får herudfra en større viden om, hvordan man kan handle bedre ud fra den andens behov. 

Dette kræver, at man tør være åben og ærlig omkring de følelser, som man måske har mest lyst til at skjule og ikke italesætte – men min erfaring er, at man ved at være åben kan opnå at højne sin faglighed og bedre sikre, at ens handlinger er fagligt kompetente … og hvem har ikke lyst til at opnå dette?

Jeg har her således givet mit bud på, hvordan man kan arbejde med personlige og private følelser i sit arbejdsliv, og herudfra højne fagligheden.  

Mit spørgsmål er nu, om der er andre veje til at skabe balance imellem følelser og faglighed i rollen som socialarbejder? 

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.