Fremtidens udfordringer for udsatte børn, unge og familier

af Anders Kejser, Ansvarlig for kommunikation

I slutningen af 2017 undersøgte CAFA, hvad omverdenen tænkte om os og ikke mindst, hvilke udfordringer de adspurgte så for fremtiden for udsatte børn, unge og familier. Jeg tror, alle der arbejder indenfor området kan nævne udfordringer, som de selv og området kæmper med. Hver fagperson har sine udfordringer, hvilket er lige fra politikeren til den ansatte, som borgeren møder. Men hvor ligger balancen mellem udfordringer, der stimulerer området og dem, som hæmmer slutproduktet. Det afhænger selvfølgelig af, hvilke øjne der ser. Jeg vil i denne artikel dykke ned i nogle af de udfordringer, som de medvirkende i CAFAs omdømmeundersøgelse har fremhævet, og yderligere har jeg interviewet socialrådgiver Tina Bjørn Olsen, der er familiebehandler og teamkoordinator på Bülowsvej – for børn og familier, samt socialpædagog, familieterapeut og supervisor Johnny Kristensen, der er leder af Heldagsskolen og konsulenthuset Bråby. De har begge lang erfaring indenfor området, som du kan læse her.

Udfordringerne
Det er ingen overraskelse, at alle udfordringer selvfølgelig har effekt på borgeren. At drive en effektiv social indsats er for mange kommuner en udfordring, og der er ofte krav om omstillinger og metodeudvikling. Det er et vilkår, som aktørerne på området må tilpasse sig. Jeg tror på, at de, som har succes i arbejdet med udsatte, i højere grad formår at omstille sig og tilpasse deres arbejde efter udfordringerne. Formålet for alle må være at levere den optimale ydelse for de midler, der er til rådighed. Gennem øget indsigt og dialog om udfordringerne, tror jeg, at det sociale arbejde kan opnå højere kvalitet.

Jeg har nedenfor opdelt de udfordringer, som de medvirkende i CAFAs omdømmeundersøgelse pegede på, som de væsentligste udfordringer på området indenfor de nærmeste år, i to kategorier.

Mange har svaret, at økonomien er den største udfordring for området, så derfor starter vi her. Johnny Kristensen udtaler, at økonomien på området har et enormt fokus, og der går ofte ”kroner og ører” politik i sagerne, når børn og unge skal tilknyttes enten deres dag- eller døgntilbud. Johnny finder, at det er et ærgerligt fokus, da det i stedet bør handle om at få givet børn og unge de rigtige rammer og ikke tilgå arbejdet ud fra, hvor man kan spare flest penge. Hvorfor nogle kommuner handler sådan, kan måske tolkes ud fra Tina Bjørn Olsens udtalelse: ”Kommunerne er udfordret på at skulle løse de samme ting for færre penge”. Socialrådgivernes faglige hensigter besværliggøres ofte, og beslutninger virker ofte givet på forhånd, fordi økonomien spiller en stor rolle. Men selvom økonomien er en vigtig faktor, så er der også mange andre problemstillinger. Ville alle problemerne løse sig, hvis kommunerne fik et større budget på socialområdet? Selvfølgelig ville det ikke det, og omvendt kan et økonomisk pres måske også føre til kreativitet.
Om netop det udtaler Tina: ”Det (økonomien) kan være meget negativt, men nogle gange ser jeg også, at kommunerne må tænke mere kreativt, og dermed finder de også nye gode løsninger på nogle ting”. En spændende tankegang, som jeg i teorien mener er fantastisk, men praktisk selvfølgelig svær at udleve. Men ikke desto mindre er det en tilgang til udfordringen, som jeg tror i fremtiden skal omfavnes og integreres?

En anden konkret udfordring, hvor denne tilgang kan få sin gavn, er det tidspres og de administrative opgaver, som også er en del af området. Om dette udtaler Johnny, at især sagsbehandlerne er tidspressede, og ”vi støder rigtig tit ind i, at vi ikke kan få fat på dem. Ofte går der dage og nogle gange uger, før vi hører fra dem”. Tina angiver, at der ikke er tvivl om, at presset er stort, og her er de administrative opgaver en af de helt store årsager til, at mange socialrådgivere løber tør for tid. Tina forklarer: ”Det er virkelig et problem for mange udsatte borgere, at kravene til dokumentation er så store”. Johnny uddyber: Det hele skal evidensbaseres, det skal beskrives, journaliseres og gøres ordentligt, og det tager enormt meget tid for dem”.
I min optik er dette et sårbart område, for selvfølgelig skal der dokumenteres, men spørgsmålet er bare, om kravene til dokumentationen er vokset ud af proportioner, og det helt centrale spørgsmål er, om de timer, der går med at sidde og skrive foran computeren, ikke ville være bedre brugt på at være i kontakt med de udsatte borgere? Den tankegang er mange professionelle enige i, men det er svært at levere en 10 punkts plan til, hvordan det kan løses, men jeg er overbevist om, at politikere og ledere står med mulighederne for at forbedre rammen, som socialrådgiverne skal arbejde ud fra. Jeg tillader mig derfor at stille spørgsmålstegn ved den nuværende ramme, da jeg ikke mener, den producerer en god nok service for de udsatte i Danmark.

Et andet punkt som skaber massive udfordringer for udsatte børn, unge og deres familier er den hyppige udskiftning af sagsbehandlere. Johnny understreger udfordringen i følgende citat: ”Næsten alle de forældre, vi har med at gøre fortæller at de oplever at have skiftet sagsbehandlere 7-9 gange og er startet forfra igen og igen”. Tina peger på, at der er noget fundamentalt galt, når kommuner ikke formår at fastholde personale og dermed opretholde et nogenlunde stabilt fagligt arbejde. Hun beskriver arbejdsvilkårene som et problem: ”Jeg oplever, at arbejdsvilkårene for socialrådgivere i kommunerne gør, at der sker mange skift. Det er kritisk, da der er brug for dygtige, kompetente og erfarne socialrådgiver netop på de poster … Der er undersøgelser, som viser, at alene det faktum, at der sker skift i de vanskelige børnesager gør, at der kan ske sammenbrud i en anbringelse. Det er bare et eksempel, så der ville være meget at hente i at sikre, at de dygtigste socialrådgivere var i kommunerne, og arbejdsbetingelserne gjorde, at de blev der i lang tid”. Denne udfordring er så betydningsfuld for kvaliteten af arbejdet i området, så hvis ikke ledere og politikere har den højt på listen over emner, som skal forbedres, så gruer jeg for fremtiden for området.
Personaleudskiftningen har i min optik sat området i en tilstand, som bedst kan beskrives som, at det ”hyperventilerer”. Når området hyperventilerer, bliver overblikket begrænset og fokusset rettet på at ”overleve” fra sag til sag, frem for at sikre kontinuerlig kvalitet i arbejdet eller udvikle kvaliteten. Det er en selvforstærkende ond spiral, da nye sagsbehandlere både skal integreres i afdelingen og sætte sig ind sagerne. En proces, som er helt normal og som ikke burde være et problem, men hvis en afdeling bliver ”fanget” i denne spiral og konsekvent kører i loop, så vil det påvirke det faglige arbejde. Ledernes kompetencer i at drive en effektiv afdeling med et godt arbejdsmiljø, er her vigtige, men det virker som om, ledelserne er kommet til kort. Med et så udbredt problem som dette, så må noget af løsningen findes i bedre ledelse, herunder f.eks. mere fokus på arbejdsmiljø, bedre støtte til nye medarbejdere og en bedre understøttelse af udviklende faglige miljøer i kommunerne.

Den sidste udfordring, jeg vil tage fat på i denne omgang, er, at børn, unge og familier ikke bliver inddraget tilstrækkeligt i egne sager. I min optik er det noget, en socialrådgiver ikke kan blive for god til. Desto bedre en socialrådgiver formår at inddrage barnet og familien, desto bedre service og oplevelse vil de få. Tina uddyber om behovet, og hvad der skal til for, at inddragelse bliver bedre på området: ”Der er et kolossalt behov for, at den enkelte borger inddrages langt mere og på en langt mere anerkendende måde. Der er efter min mening virkelig meget at hente i dette, men det kræver mange ting, f.eks. at vi som socialrådgivere tør arbejde og spørge på en helt anden måde end hidtil. Vi skal komme i øjenhøjde, og det er ikke bare let”. Johnny fortæller, at han tror, at manglende inddragelse ofte hænger sammen med tidspresset – ”og så sker der simpelthen fejl”. Han ser yderligere en sammenkobling mellem den hyppige udskiftning og den manglende inddragelse, ”da sagsbehandlerne jo er pressede hele tiden, og er der et skift af sagsbehandler, så skal den nye til at læse sager op, og så kan der gå lang tid, før der bliver samlet op på det”. Han understreger, at det desværre er blevet en negativ spiral, som området er kommet ind i.

Det er klart at vi, som arbejder i området, må løfte i flok og påtage os ovenstående udfordringer. Ingen kan slippe for at tage sin tørn i det arbejde, der kræves for at få vendt den negative spiral til noget positivt og konstruktivt. Men der er så mange fagfolk på området, som brænder for at gøre en forskel for de udsatte børn og familier, så jeg tror, at der er energi til indsatsen!

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.