Fire metoder er ikke vejen frem

Ifølge Socialminister Karen Hækkerup skal alle danske kommuner i fremtiden gøre brug af fire metoder (MTFC, MST, De utrolige år og netværkspleje – som egentlig ikke er en metode men en anbringelsesform) i arbejdet med udsatte børn og unge og deres familier.

Som argumentation for tiltaget henviser ministeren til dokumenterede resultater, der viser, at metoderne virker.

I CAFA finder vi initiativet problematisk og stiller samtidig spørgsmålstegn ved ministerens belæg om dokumenteret forskning.

Hvad viser forskningen?

Ingen af de metoder, ministeren ønsker at indføre, er systematisk undersøgt, og det er ikke dokumenteret, at de har den ønskede virkning.

Nogle metoder er f.eks. afprøvet i udlandet, hvilket ikke er garanti for, at de vil have den samme virkning i Danmark. Mange forhold og omstændigheder afviger fra land til land, ligesom den almindelige praksis, der sammenlignes med i undersøgelserne, er forskellig fra f.eks. USA til Danmark.

Det er problematisk at pege på – og afgrænse til brug af – enkelte metoder uden at have tilstrækkelig sikkerhed for, hvordan og hvorvidt de virker i en dansk kontekst.

Hvem spørger familierne og børnene/de unge?

Uanset dokumenteret effekter finder vi det problematisk at gennemtvinge en begrænset brug af fire metoder. Der er behov for valgmuligheder, der kan rumme den kompleksitet, vi oplever i vores dagligdag, og som samtidig matcher den konkrete familie og deres problemer.

Der bør altid ske en inddragelse af familie og barnet/den unge, når metoder skal vælges. Den kommunale forvaltning har ikke patent på at identificere det problem, som skal løses. Brugerne må inddrages og høres om deres syn på mulige metoder.

Vi ser samtidig en række etiske problemstillinger i kun at tilbyde familier én type behandling og evt. en behandling, som de ikke ønsker at modtage. Vi møder ofte mistillid fra udsatte familier ift. kommunens hensigter med tilbud om støtte, og der er al mulig grund til ikke at øge denne mistillid.

Forældre er sårbare, når deres børn har vanskeligheder, og angsten for, at kommunen ønsker at anbringe barnet udenfor hjemmet, ligger latent hos mange. Hvis forælder og barnet eller unge ikke har tillid til støtten, som tilbydes, må man forestille sig, at det bliver vanskeligt at få den ønskede effekt frem.

Fænomener som placebo og nocebo er ikke tilstrækkeligt undersøgt, når det drejer sig om social støtte og behandling. Meget tyder dog på, at det har en betydning, om man tror på eller ikke tror på den hjælp, man tilbydes.