Evidensbaseret forskning – virker det?

”Fra effektmåling til evidensbaseret praksis” var navnet på en SFI-konference, der blev afholdt den 13. marts i København.

På konferencen blev det præsenteret, at man fremadrettet vil gennemføre flere kontrollerede forsøg, hvor man ved lodtrækning giver én gruppe af udsatte børn, unge og familier med en bestemt type problemstillinger en ”normal” indsats og en tilsvarende gruppe den indsats, man gerne vil måle effekten af.

Der er mange spørgsmål og etiske overvejelser, man må forholde sig til ved brug af denne type forsøg. I CAFA ser vi en række udfordringer, der må tænkes med i denne måde at fremskaffe viden på. Nedenfor er nævnt en række forhold ud af mange.

Hvad kan resultaterne bruges til?

Komplekse problemstillinger må nødvendigvis forenkles i denne type undersøgelser og det, der måles på, bliver derfor ofte begrænset. Det gør resultaterne vanskelige at udvide og overføre til andre sammenhænge.

Der kommer ofte forskellige resultater af undersøgelserne. Det har f. eks. været tilfældet med MST, hvor der er gennemført mange evidensbaserede undersøgelser, der dog har haft forskellige resultater. Det bliver altså vanskeligt at sige noget præcist om virkningen.

Det tager lang tid at generere resultater, og det er vanskeligt at ekskludere ydre forhold så som ændringer i lovgivning, kommunalstruktur og opgaveløsninger i resultaterne. Løbende strukturændringer vil uundgåeligt påvirke resultatet og dermed begrænse muligheden for at overføre resultaterne til andre sammenhænge.

Generelt set finder vi det problematisk, hvis man drager voldsomme konklusioner på baggrund af en begrænset viden, som tit er udgangspunktet for de evidensbaserede undersøgelser. Det er imidlertid ofte, hvad der sker med resultaterne af denne type undersøgelser.

Interessekonflikt

På konferencen fremgik det desuden, at SFI vil være involveret i alle dele af processen, når der skal arbejdes med konkrete social indsatser overfor udsatte børn og unge – helt fra idé til evaluering af tiltagene.

SFI skal medvirke ved ministeriets forberedelse af nye tiltag ift. udsatte børn og unge, som skal besluttes politisk. SFI skal derefter samarbejde med Socialstyrelsen om at sætte indsatsen i søen og designe undersøgelsen af indsatsens effekt. Endelig skal SFI gennemføre selve undersøgelsen af effekten.

I CAFA mener vi, at der bliver tale om en uhensigtsmæssig magtkoncentration, og at man kan stille spørgsmål ved objektiviteten af undersøgelserne. Bliver forskningsresultaterne valide og fri for interessenkonflikt, når SFI både skal rådgive ministeren om mulige tiltag, omsætte folketingets beslutninger herom og undersøge effekten?