Tilsynsreform låser os i en utopi (november 2012)

Indlæg til Socialdebatten på altinget.dk, den 7. november 2012. Af Susanne Katz, faglig leder i CAFA og master i udsatte børn og unge.

Selvransagelse hos en minister, ansvar og handling fra Folketingets partier. Det er sød musik i mange menneskers ører, og det er svært at erklære sig uenig i de gode intentioner, Karen Hækkerup fremstiller i sidste uges debatindlæg og i tilsynsreformen. Problemet er bare, at ønsket om at ville børnene det bedste kan ende som det godes fjende.

Tilsynsreformen og debatten i medierne bygger på en grundlæggende antagelse om, at vi via tilsyn kan gøre op med og forhindre vold, overgreb og nedladende behandling af anbragte børn og unge. Og netop den antagelse truer med at fjerne fokus fra dét, der realistisk kunne føre til en større sikkerhed for børnene og de unge.

Fokus drejes

Vi ønsker alle at forhindre overgreb – men ikke desto mindre er denne tankegang med til at fastholde os i de problemer, vi både i dag og historisk set har haft i tilsynet.

Forestillingen om det helgarderede tilsyn fremelsker en søgen efter viden, evidens og den fuldendte metode og procedure, der skal sikre, at alt kontrolleres og intet overses. Tilsynsenheden – hvad enten den ligger i den enkelte kommune eller er centraliseret – vil anvende mange ressourcer på interne drøftelser og strategisk tænkning, som skal sikre rygdækning og sætte en stopper for medieopmærksomhed.

Der er intet galt med strategier, dokumentation, metoder og lignende – så længe man er opmærksom på, at det kræver forskellige indsatser, hvis man vil sikre sig mod medieopmærksomhed, eller hvis man ønsker en høj grad af faglighed.

Vores erfaring fra praksis er, at selv de mest optimale procedurer, koncepter mv. ikke i sig selv er fremmende for den tilsynsførendes evne til at lytte, forstå og sætte informationer i sammenhæng. Og disse egenskaber er absolut nødvendige for at kunne føre et godt tilsyn.

Strukturel løsning er ikke nok

Når vi erkender, at tilsynet ikke kan garantere, at børn og unge ikke bliver udsat for overgreb, bidrager vi til et miljø, hvor vi bedre kan lytte, være åbne og lade processer forløbe uden at træffe forhastede konklusioner. I langt de fleste situationer er der ikke behov for ”her er ikke noget at komme efter”- eller ”forholdene er kritisable”-holdninger.

I mange situationer er der behov for processer, hvori holdninger brydes og afklares. Når vi får indtryk af uhensigtsmæssige holdninger og hændelser på et anbringelsessted, bør vi sjældent afslutte sagen med et enten-eller. Situationen bør vendes og drejes. Flere synspunkter skal bringes frem i lyset, og vi skal se i helheder og sammenhænge.

Anbringelsesstederne føler sig ofte uretfærdigt behandlet, når deres pædagogiske indsats betegnes som overgreb, fordi de ikke selv har opfattet den sådan. En dialog, hvor flere parter inddrages, kan bløde op i fastlåste selvforståelser hos ledelse og ansatte – inden det ender i overgreb.

Mål bør drive udviklingen

Frem for fokus på kontrolaspekter og rygdækning bør udvikling og kvalitet stå i centrum. En højere kvalitet i tilsynsarbejdet opnår man i høj grad ved at etablere en tæt sammenhæng mellem udviklingsbehov og tilsyn. Og så selvfølgelig ved at inddrage børnene og de unge i tilsynet.

Vores erfaring er, at der af og til føres et tilsyn, der mest er baseret på generelle etiske, lovgivningsmæssige og faglige standarder. Det er naturligvis nødvendigt, men bør suppleres med klare udviklingsmål for det enkelte anbringelsessted. Lad os tage et konkret eksempel til illustration.

Nedgang i magtanvendelse 

Siden 2007 har Center for afklarende og forbyggende socialt arbejde (CAFA) ført generelle tilsyn for kommuner. I samarbejde har vi blandt andet sat som udviklingsmål at nedbringe antallet af magtanvendelser på enkelte anbringelsessteder.

Anbringelsessteder med mange magtanvendelser havde vanskeligt ved at se, at det kunne undgås. De fremførte for eksempel, at det var urealistisk at nedbringe magtanvendelserne set i forhold til målgruppens vanskeligheder. Der var også den opfattelse, at troværdigheden i den pædagogiske indsats ville falde. Og man anså det for urimeligt, at kommunen ønskede at ændre en praksis, der aldrig var blevet påtalt af den tidligere tilsynsmyndighed (amtet).

CAFAs tilsyn blev tilpasset målet

I tilsynet gennemførte vi indgående undersøgelser, hvor vi blandt andet interviewede børn og unge og pårørende om deres oplevelse af og holdning til magtanvendelse. Børnene og de unges beretninger om, hvordan de oplevede magtanvendelse, blev et vigtigt bidrag til udvikling af personalets holdning. I tråd med målsætningen indeholdt tilsynsrapporten beskrivelser, vurderinger og forslag til relevante pålæg, henstillinger mv.

Udviklingen blev løbende vurderet, både i form af kontrol ved tilsynsbesøgene og i form af udviklingsorienterede, støttende tiltag, som kommunen selv stod for. Som udviklingen kom i gang blev anbringelsesstederne mere aktive og overtog udviklingsinitiativet.

Gevinsten var en faktisk nedgang i magtanvendelse. Som eksempel kan nævnes, at magtanvendelserne på et anbringelsessted gik fra 73 i 2008 til 46 i 2009, 27 i 2010 og 11 i 2011.

Alle ønsker vi at forhindre overgreb – men det sker ikke alene på baggrund af gode intentioner og ny struktur.