Fællesskab på tværs af alder

CAFA’s mentorprojekt stiller skarpt på efterværn og relationen mellem anbragte unge og voksne tidligere anbragte. Hvilken forskel gør det, når unge og voksne med samme livsvilkår lærer hinanden at kende og deler erfaringer?

De kaotiske teenageår

I over ti år har vi arbejdet med netværksgrupper for anbragte unge og har i dag to grupper – Ungegruppen (12-16 år) og Netop (16-23 år). Deltagerne mødes jævnligt for at bygge netværk, snakke om hverdagen og problemer, de er optagede af.

”De unge har stor gavn af et fristed, hvor de kan tale med ligesindede, danne netværk og være en del af et fællesskab. Mentorprojektet bygger videre på vores gode erfaringer fra grupperne og undersøger, hvilken gavn de to aldersgrupper har af en tættere kontakt med hinanden”, fortæller projektleder Pia Brenøe.

Til grund for projektet ligger et ønske om at støtte de 12-16-årige gennem de vanskelige teenageår, hvor livet kan være kaotisk og de unge særlige sårbare. Kan et kammeratskab med en mentor, der har klaret sig godt igennem den vanskelige tid, give støtte og håb for fremtiden?

Plads til både sjov og alvor

Arbejdet med at ruste seks mentorere til rollen og inddrage de unge i planlægningen har været i gang siden 2011. De første møder og aktiviteter er afholdt og deltagerne har efterhånden lært hinanden bedre at kende.

Tina Bjørn Olsen, koordinator for Unge- og Netopgruppen, fortæller om den praktiske gennemførsel:

”Mentorerne har deltaget på møder og udflugter med Ungegruppen, hvor de bl.a. har været med til at med at lave mad, spille computer, snakke og indgået som en naturlig del af fællesskabet. Der har været plads til bare at være sammen, men vi har også givet rum til erfaringsudveksling, f.eks. i et panel, hvor de unge fik lejlighed til at spørge mentorerne om stort og småt”.

Begge målgrupper har gavn af relationen

Via observationer, interviews og refleksioner med mentorerne, evalueres projektet løbende for at sætte retningen for det videre arbejde.

”De unge er generelt glade for mentorerne, da de sætter gang i den, er sjove at være sammen med og anderledes end de professionelle voksne. De er også glade for at høre mentorernes erfaringer, og en enkelt har haft endog god brug for deres råd og vejledning”, fortæller Birgitte Schjær Jensen, evaluator på projektet, og fortsætter:

”Mentorerne er meget engagerede, men finder det udfordrende at indtage rollen som mentor. Hvad siger man for at skabe kontakt? Hvordan skal de agere i relationen? Det er en helt ny rolle for dem, og vi skal fremadrettet arbejde videre med at klæde dem på til opgaven”.