Socialt arbejde via evidens er en forenklet strategi

Indlæg til Socialdebatten på altinget.dk den 4. april 2014. Af Susanne Katz, leder af kommunikation og udvikling og master i udsatte børn og unge. 

Klik her for at læse artiklen i pdf format. 

Udviklingen af det sociale arbejde via evidens er en forenklet strategi.

Ingen med respekt for sig selv kan have noget imod viden eller modsætte sig, at ”vi skal gøre det, der virker!”. Det lyder også besnærende med en evidensbaseret praksis, og at det sociale arbejde kan systematiseres og styres til resultater. Men er det andet end ord og politiske fraser?

For at få viden og evidens, så skal noget afdækkes og undersøges. Allerede her rammer ordene virkeligheden – fordi vi skal udvælge, hvilke dele af det sociale arbejde, vi vil undersøge, da der heller ikke er ubegrænsede midler. Hidtil har de centrale sociale myndigheder haft fokus på at undersøge (og promovere) en række amerikanske programmer, som ønskes indført i Danmark på baggrund af de amerikanske udbyderes lovprisning af disse, for det meste ud fra deres egne undersøgelser af resultaterne samt ønsket om metoder på enkle formler.

Man kunne vælge at undersøge andre metoder, ligesom undersøgelser hvor forskellige metoders virkning over for de samme problemer og i samme kontekst savnes. Vi ved således ikke ret meget om, hvorvidt de amerikanske programmer i realiteten virker bedre end andre metoder, men alene fordi de i et vist omfang er undersøgt, får vi et indtryk af, at de virker bedre.

Der er også en tendens til, at betydningen af evidens i socialfaglige metoder overvurderes. Det gøres både af fagfolk, myndigheder og politikere, som ikke altid forholder sig tilstrækkelig kritisk til undersøgelser, som jo (heller) ikke altid er af bedste kvalitet, men anvender disse til (politiske) formål, som de slet ikke kan leve op til.

F.eks. udgav det daværende Social- og Indenrigsministerium en rapport i 2012, hvor Rambøll på bestilling analyserede de økonomiske konsekvenser på området for udsatte børn og unge med anvendelse af de evidensbaserede metoder: DUÅ, MTFC, MST og PMTO. Formålet med rapporten var at ”anskueliggøre de sociale og økonomiske gevinster ved virksomme indsatser”.

Desværre er rapporten så fyldt med fejl og overvurderinger af de foreliggende undersøgelsesresultater, at den må betegnes som helt upålidelig. Der henvises f.eks. til kritiske gennemgange af rapporten, udarbejdet af Gurnæs og Ubbesen (2014) og Bundesen (2012).

Man må undre sig – hvad har formålet været med at få udarbejdet en analyse, der er så uden hold i virkeligheden?

Et gæt er, at den egentlige dagsorden beror på, at der i rapporten bliver peget på, at der kan spares 2,5 mia. kr. om året ved at indføre de nævnte metoder i alle kommuner – og det er den egentlige dagsorden. Ønsket om evidens i det sociale arbejde synes ikke primært at have det gode og virkningsfulde sociale arbejde i fokus, men skal i høj grad skal ses som et styringsredskab til nedbringelse af udgifterne på området.

En anden problematik er, at metoders virkning ikke kan stå alene og udenfor konkret kontekst. Der er mange andre forhold, herunder det sociale systems funktion og samarbejde, som spiller ind, når det samlede billede af en indsats skal forstås. Disse forhold afdækkes for det meste ikke i undersøgelser af metoder, selv om deres virkning er stærkt afhængig af disse.

Et eksempel: CAFA gennemfører i øjeblikket et projekt, hvor vi har ydet en gruppe unge med psykisk sygdom en særlig indsats mhp. uddannelse og arbejde. Baggrunden herfor er, at denne gruppe er i fare for at blive modtagere af offentlig forsørgelse i deres voksenliv, fordi de ikke kan få fodfæste i uddannelse og på arbejdsmarkedet.

I vores afdækning af virkningen af den støttende indsats er vi blevet opmærksomme på, at der i en del af de unges sager er tale om mange og ofte lange ventetider i mange af de systemer, som de unge er i kontakt med (ventetid på beslutninger, bevillinger, jobtilbud, særlige praktikpladser, botilbud, vejledning osv.). De unge udtrykker, at nogle typer af ventetider betyder, at deres situation forværres, deres angst og følelse af utilstrækkelighed bliver større, og motivationen falder, således at de oplever at være mindre parate, når de endelig kan komme i gang med et uddannelses- eller arbejdstilbud. Man må således stille spørgsmålet, om en konkret social metodes evidens i forhold til andre metoders har nogen større betydning – set i forhold til, hvad det ville betyde at reducere ventetid i de offentlige systemer.

Min pointe er således, at sociale metoder ikke bør ses isoleret, men i tæt sammenhæng med det sociale system og de kontekster, som de skal fungere indenfor rammerne af. Det er derfor også meningsløst at forudsætte, at f.eks. undersøgelser af metoder i amerikanske kontekster er mulige at overføre til danske.

Susanne Katz

04.04.2014.

Henvisninger:

Forfatter unavngiven (2012), Afrapportering, analyse af de økonomiske konsekvenser på området for udsatte børn og unge, Rambøll, udgivet af Social- og Indenrigsministeriet.

Bundesen, Peter (2012): Hvilken ”dokumenteret effekt” taler vi om? Artikel, Socialrådgiveren nr. 7, 19. april.
Gurnæs, John V, Ubbesen, Mads Bunde m.fl. (2014): Kafkas Hus. Artikel, Systemisk Narrativt Forum nr. 1, januar.