Ung donerer for 10.000 kr. burgere til udsatte unge

Da Michael Grube på 23 år vandt NOVA FM’s konkurrence om et års forbrug af burgere, var han ikke i tvivl.  Han ville donere burgerne til udsatte unge, fordi han selv ved, hvordan det er at være udsat.

Af Tina Bjørn Olsen

Humøret er højt og gensynsglæden stor, da Michael Grube kommer tilbage til CAFAs netværksgruppe for tidligere anbragte unge. Her har han selv haft stor gavn af at komme, da han var yngre.
Flere af de fremmødte kender Michael fra tidligere, så der bliver grint og talt om gamle dage og sjove episoder. Og da Michael proklamerer, at han har for kr. 10.000,- burgermenuer med, udløser det en større klapsalve. Det indgyder stor respekt.
”Du har et stort hjerte”, ” Altså tusind tak – det er godt gjort”, ”Tænk, at du tænker på os stadigvæk”, er nogen af kommentarerne fra de unge.

IMG_2060

Foto: Tina Bjørn Olsen
Michael Grube rappede sig til et hav af burgermenuer. Disse donerer han til CAFAs netværksgrupper, hvilket skaber stor glæde hos de fremmødte unge.

Donerer burgermenuerne for at give lidt tilbage

Michael Grube fortæller ydmygt om, hvordan han straks tænkte på at donere burgermenuerne, da han vandt.
”Jeg har det jo godt nu, og jeg mangler ikke noget”, forklarer Michael Grube og fortsætter smågrinende: ”og så er der heller ingen Burger King på Bornholm.”
Michael Grube har været anbragt det meste af sit liv, og han har fået mange diagnoser undervejs.
”Jeg har fejlet det meste, men nu er jeg medicinfri, og jeg har fast arbejde”, siger Michael Grube.
Derfor har Michael Grube overskud til at tænke på andre udsatte.
”Jeg ved, hvordan det er at mangle penge til mad, derfor vil jeg gerne hjælpe andre unge, som har problemer. Ligesom jeg gerne vil give noget igen til CAFA, som har hjulpet mig så meget førhen”, forklarer Michael Grube.

Musikken har været et holdepunkt
Michael Grube har altid brugt musikken til at koble af, hvis tingene blev for sværere.
Hans interesse har særligt været rap-tekster, og han har gennem årene lavet mange tekster om sit liv.
Da Michael Grube hørte om NOVA FM’s konkurrence om burgere, holdt han lige ind til siden og brugte et kvarters tid på teksten, og så sad den lige i skabet.
”Der var et par af de andre i konkurrencen, som havde en god tekst, men jeg håbede, at jeg ville vinde”, forklarer Michael Grube.
Michael Grube blev mægtig glad, da han blev ringet op og fik besked om, at han vandt.
Det har været med til at give Michael Grube mere blod på tanden i forhold til at komme videre med sine tekster igen.
Inden Michael Grube siger farvel til de fremmødte, giver han sig tid til at fremføre vinderrappen, og det efterlader ingen tvivl. Michael Grube er en sand rapper.

IMG_2100

Foto: Tina Bjørn Olsen
Michael Grube rappede sig til et hav af burgermenuer. Disse donerer han til CAFAs netværksgrupper.

Faktaboks 1
Michael Grube lavede en rap om burgere og vandt NOVA FM’s konkurrence om et års forbrug af burgermenuer på Burger King.
Vinderrappen kan høres ved at klikke her.

Faktaboks 2
Michael Grube har været på Skodsborg Observationshjem, i flere plejefamilier og på opholdssted. Han har boet i egen lejlighed med tilknytning af kontaktperson, og han har kommet i CAFAs grupper for anbragte børn og unge i en årrække.
Michael har flere diagnoser: angst, ADHD og tourettes.
Michael har tidligere taget medicin, men han klarer sig i dag uden nogen former for medicin.
Michael rejste som 19 årige til Bornholm, hvor han fandt kærligheden, og han har boet her siden. Han arbejder i dag hos Falck, hvor han kører sygetransport. Han har en kæreste og et barn på 2 år.

Faktaboks 3
CAFA står for center for forebyggende og afklarende socialt arbejde. CAFA har tre grupper for anbragte børn og unge.
Ungegruppen: for 12 til 16 årige, NETop: for 17 til 23 årige og Chance Changers (CC) for 23 årige og op efter.
Læs mere om dette ved at klikke her.